Kandidattest – og skønne spildte data

Kommunal- og regionsvalgene 2017 er overstået, by- og regionsrådene sammensat, og næsten alle borgmesterkæder hængt om halse. Et af de mediefænomener, som fyldte om ikke meget så dog noget i ugerne op til stemmeafgivelsen d. 21. november var kandidattests.

Kandidattests er en form for ”interaktiv journalistik” (Usher, 2016), hvor input fra brugerne påvirker systemets output – her i form af et svar på spørgsmålet om, hvilke politikere på ens stemmeseddel man er mest (eller mindst) enige med.

Jeg vil imidlertid argumentere for, at mens kandidattests kan være gode og dejlige som vejledning af vælgerne, er de også i vid udstrækning en uudnyttet ressource for nyhedsmedierne.

Kandidattests er tilsyneladende blevet fast inventar i de digitale nyhedsmediers dækning af valgkampe, og en lang række medier havde kandidattests ved kommunal- og regionsvalget: Altinget, Danmarks Radio (bygget på samme motor som Altingets), Jyllands-Posten, TV 2 og Jysk Fynske Medier (som anvendte sin test på tværs af koncernens mange forskellige medier). Derudover havde en række fagmedier og interesseorganisationer kandidattests med fokus på specifikke fag- og politik-områder, nemlig ADHD-foreningen, Folkeskolen og SocialpædagogerneElections.dk har også en god oversigt over landskabet.

Og testene blev tilsyneladende brugt. DR rapporterede eksempelvis, at mere end 985.000 havde taget testen hos dem. TV 2’s rundede en million brugere. Fyens Stiftstidende havde mere end 100.000 brugere gennem testen. Og to uger før valget havde 4.129 læsere taget testen hos Horsens Folkeblad. Jeg kender ikke tal for de øvrige. Som kontekst kan nævnes, at 30 procent af vælgerne anvendte kandidattest ved folketingsvalget i 2011 (Hansen, 2014).

Kandidattests er ”servicejournalistik” (Eide, 1992). Det er et begreb, der egentlig er udviklet til at beskrive den ”bløde” journalistiks vejledning af brugerne i forhold til at navigere mellem forskellige forbrugsgoder, men det kan ligeså vel anvendes i forbindelse med ”hårde” valg omkring politik og samfund. Essensen er, at nyhedsmediet servicerer ved eksplicit at hjælpe sine brugere med at træffe det rigtige valg mellem forskellige muligheder, eksempelvis ved at sammenligne og vurdere dem.

Mit argument er imidlertid, at kandidattests ikke kun kan være en hjælp for den tvivlende eller forvirrede vælger – de kan også udgøre en journalistisk ressource for nyhedsmedierne i deres søgen efter gode historier.

Det drejer sig om data – nærmere bestemt de såkaldte ”exhaust data”. Det er de afledte data, som en aktivitet skaber, og som kan bruges til noget andet end oprindeligt tiltænkt (Kitchin, 2014). Og det er netop det, de mange kandidattests (også) genererer, mens brugerne får en hjælpende hånd inden afstemningen: Når brugerne angiver deres enighed med en række politiske standpunkter, genererer det nemlig et datasæt om befolkningens holdninger og prioriteringer. Datasættet er ensartet struktureret, fordi alle brugere besvarer de samme spørgsmål ud fra afgrænsede svarmuligheder, og det indeholder endda en demografisk variabel i form af oplysningen om kommune/region.

Et sådant datasæt burde være en lækkerbisken for journalister, for det rummer indsigter i (lokal)befolkningens holdninger og prioriteringer og kunne danne udgangspunkt for mange artikler og indslag. Tænk ”17 procent af borgerne synes at…”, ”tre fjerdedele er enige i, at…”, ”skolepolitikken deler vandene i kommune X”, og så videre og så videre. Mulighederne for at finde relevante lokal- og regionalpolitiske historier er gode, hvis man fra journalistisk side ser kandidattesten som en form for spørgeskema, der måler borgernes politiske holdninger. Og det vel at mærke et spørgeskema, der (jf. ovenfor) i nogle tilfælde er besvaret mindst en million gange.

Nogle medier benyttede faktisk ”exhaust data” fra de udfyldte kandidattests som grundlag for journalistiske historier; DR brugte for eksempel politikernes svar til at finde ”kommunalvalgets mest gavmilde kandidat”. Men når nu disse anvendelsesmuligheder åbenbart ér synlige for redaktionerne, kan fraværet af at bruge kandidattestene som pejling i folkedybet blot undre desto mere.

Idéen er hermed givet videre, mens vi kigger frem mod næste valg til Folketinget.

 

Fire afsluttende noter:

1) For god ordens skyld: Der er alle mulige metodiske problemer med at bruge svarene på kandidattests på samme måde, som man ville bruge et spørgeskema. Sammensætningen af respondenter er i bedste fald fuldstændigt uigennemskuelig. Der er ingen indbyggede mekanismer til validering af svarene. Den statistiske usikkerhed er umulig at beregne. Og der er intet til hinder for, at respondenterne tager testen igen og igen og dermed kommer til at veje tungere i svarene, end de ellers burde. Så det er også fornuftigt, at journalisterne ikke uden videre kaster sig frådende og ukritisk over dataene fra kandidattestene.

2) Det foresvæver mig, at jeg har set den type artikler, som jeg efterlyser her, i forbindelse med folketingsvalget i 2015. Jeg har imidlertid ikke kunnet finde dem, så måske tager jeg fejl.

3) Tak til Jonas Hedegaard Hansen for en hurtig håndsrækning i udarbejdelsen af dette indlæg.

4) Har jeg overset nogle eksempler? Det er ikke utænkeligt – og lad mig meget gerne vide det (fx i kommentarerne nedenfor), hvis det er.

 

Referencer:

Eide, M. (1992). Den fjerde servicemakt. Noter til forståelse av norsk veilednings- og kampanjejournalistikk. Bergen: Institutt for massekommunikasjon, Universitetet i Bergen.

Kitchin, R. (2014). The Data Revolution. Big Data, Data Infrastructures & Their Consequences. Los Angeles: Sage.

Hansen, K.M. (2014): “Hvilke vælgere bliver eksponeret for kampagnen?” I: Hansen, K.M., & Kosiara-Pedersen, K. (red.). Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv. København: Djøf Forlag.

Usher, N. (2016). Interactive Journalism. Hackers, Data, and Code. Champaign-Urbana: University of Illinois Press.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *