Ezra Klein, Nate Silver, and DJ Tiësto

I’ve got a new post on Danish media site MediaWatch. It’s about how the most successful journalists build a personal brand that allows them to operate more freely than organizational actors are usually able to. Paraphrasing Mark Deuze, it mentions that their business model somewhat resembles that of music stars such as DJ Tiësto.

The post is in Danish and requires subscription. But exclusively for the readers of my blog, it’s also (as always) available here:

Fremtidens journalist er som DJ Tiësto

Journalister bliver i stigende grad løsttilknyttede, kreative medarbejdere. Det stiller krav til deres evne til at brande og kapitalisere sig selv, skriver Aske Kammer, adjunkt ved Center for Journalistik, SDU.

Journalister skal bygge deres egne brands og markedsføre sig selv på sociale medier. Det har vi hørt gentagne gange de seneste år. Nu understreger en aktuel sag fra de højere luftlag i den amerikanske mediebranche imidlertid, at der er tale om mere end blot en floskel.

Sagen har været relativt ubemærket i dansk sammenhæng men går i al sin enkelthed ud på, at den unge, amerikanske stjerne-skribent Ezra Klein efter sigende har truet med at forlade forlade The Washington Post. Her bestyrer han bloggen Wonkblog, som er en blanding af statistisk journalistik, analyse og holdningsbårne klummer, og som har særdeles gode besøgstal. Og så er han en gudsbenådet skribent – klar i mælet med en personlig stemme, skarp, kritisk, overvældende produktiv og har i skrivende stund 411.303 followers på Twitter.

Sagen er imidlertid den, at avisens ledelse efter sigende ikke har villet give Klein friere tøjler til at opbygge et nyt site med mere af det samme – men uden for Washington Posts ejerskab (avisen ejer Wonkblog). Kleins modtræk lader til at være, at han forlader avisen for selv at køre sitet, som han  – vel at mærke – angiveligt allerede har sikret solid økonomisk polstring.

Der er, som mine forsigtige formuleringer også afslører, mange usikkerheder og ubekendte i historien. Men selv hvis detaljerne viser sig ikke at holde vand, cementerer den ikke desto mindre på en tendens – nemlig at succesfulde journalister i stigende grad udgør et personligt brand, der fanger (medie-)interesse.

I særlige tilfælde er dette brand af en sådan kaliber, at den enkelte journalist kan skabe sig en karriere uden for den enkelte organisation. Klein er et eksempel på denne type journalist. Den amerikanske statistiker og skribent Nate Silver er et andet og mindst lige så bemærkelsesværdigt

Silver er statistik-nørden, som ved det amerikanske præsidentvalg i 2012 korrekt forudsagde resultaterne i samtlige delstater på sin blog FiveThirtyEight på The New York Times netavis.

Denne forudsigelse sikrede Silver øjeblikkelig berømmelse, og bloggen, hvor den løbende blev opdateret og justeret under valgkampen, var et vigtigt økonomisk aktiv for avisen; ifølge en artikel i det anerkendte magasin New Republic var op til hver femte besøgende på The New York Times’ netavis lige inde omkring Silvers blog i dagene omkring Obamas valgsejr.

Silvers historie rummer en klar parallel til Kleins. Da The New York Times i 2013 ikke indvilligede i at tilføre Silver yderligere ressourcer, så han kunne udbygge FiveThirtyEight-bloggen, rykkede han nemlig teltpælene op og tog den med til sportskanalen ESPN, hvor han nu analyserer baseball og amerikanske valg. Det er et tab for The New York Times – men ikke nødvendigvis for Nate Silver.

Pointen er, at hans personlige journalistiske brand er af en sådan værdi, at det rimeligt uproblematisk kan klare sig uafhængigt af medieorganisationerne. Hvis mediet ikke vil lege med, afsluttes samarbejdet.

Brandets værdi opstår gennem en kombination af indholdsproduktion af høj kvalitet og en sans for personlig branding og forretning; da det eksempelvis stod klart, at Silvers forudsigelse var korrekt i alle delstater, tweetede han med en kæk bemærkning en henvisning til sin bog på Amazon, hvorefter salget steg med omtrent 850 pct.. Det vigtige er kvaliteten, men markedsføringen af den er medvirkende til at sikre en skare af læsere, som trofast følger den enkelte journalist.

Vi kender også tendensen fra Danmark, hvor en person som Rune Lykkeberg (kulturredaktør på Politiken, red.) vel nok er en af de skrivende journalister, der pt. har det stærkeste personlige brand.

Men også journalister som Line Holm Nielsen (Berlingske, red.) og Kaare Sørensen (Jyllands-Posten, red.)er gennem bogudgivelser, højt-profilerede artikler og en særdeles offensiv tilstedeværelse på især Twitter godt i gang med at opbygge et personligt varemærke, som rækker ud over henholdsvis Berlingske og Jyllands-Posten.

Tendensen til, at journalister skaber deres eget brand er imidlertid ikke blot udsprunget af personlige ambitioner og de nye teknologiske muligheder for at positionere sig (eller score kassen). Den er også et udtryk for en tilpasning til strukturelle forandringer i mediebranchen.

Her er midlertidige ansættelser og projektansættelser blevet normen i et i stigende grad usikkert arbejdsmarked, hvor grænserne for, hvem der arbejder journalistisk, også er under udviskning. I et sådant arbejdsmarked er personlig branding og profilering en naturlig reaktion, ligesom det at være involveret i mange projekter på én gang er det.

Det har fået den hollandske medieforsker Mark Deuze til at bruge DJ Tiësto som et billede på den måde, journalister bør arbejde for at sikre sig en plads i fremtidens mediebranche.

Den hollandske dj tjener nemlig ikke kun til dagen og vejen gennem sin musik. Tværtimod har han gennem en stor og differentieret produktion (musik, koncerter, merchandise, etc.) og en flittig tilstedeværelse på eksempelvis sociale medier positioneret sig som en vigtig del af et netværk, hvor en stor gruppe mennesker er interesserede i det, han laver. Han har så at sige både skabt en butik og kunder til selvsamme butik.

Hvis vi drager en paralle til journalistisk arbejde, så handler det altså for den enkelte journalist om at slå sit navn fast med høj kvalitet (gerne på en række forskellige platforme) og kapitalisere på det på alle tænkelige måder.

Så i fremtiden vil den succesfulde journalist altså ikke være den, der skriver eller producere til ét medie, men derimod den som kan omstille sig, producere indhold til en række forskellige private og organisatoriske platform, markedsføre sig selv og – i udtrykket allermest bogstavelige betydning – sælge varen.