A few days ago, Kjetil Sandvik passed away. This is my obituary (in Danish), posted on the website of SMiD.
Kjetil Sandvik er død, blot 54 år gammel.
Han var lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Han ledede det kollektive forskningsprojekt ”Meaning Across Media: cross-media communication and co-creation” (2012-2015), som var finansieret af Det Frie Forskningsråd, og han deltog i utallige andre projekter. Netop det tværmediale spillede en stor rolle i Kjetils forskningsvirke, hvor han gennem en årrække publicerede vidt og bredt om menneskelig aktivitet på tværs af medierne – i bøger, antologi-kapitler, tidsskriftsartikler og populær formidling. Men han arbejdede også med krimi-fiktion og med dødens og sorgens medialisering, sidstnævnte i nært samarbejde med sin hustru Dorthe Refslund Christensen. Og han udviklede interaktive spil og digital kulturformidling sammen med museer og biblioteker; på det punkt var Kjetil en atypisk akademiker, der ikke blot var en bogorm, men holdt fast i den udførende og afprøvende praksis, han havde med sig fra dramaturg-uddannelsen og det kunstneriske miljø.
Kort inden hans alt for tidlige død udkom hans bog Tværmedial kommunikation, som på mange måder var kulminationen på hans store og mangeårige bidrag til forskningen i cross-media communication. Også dér har Kjetil sat et stort og varigt aftryk på den danske medieforskning.
Kjetil var ledende redaktør for tidsskriftet MedieKultur fra 2013 og til sin død. I den periode blomstrede tidsskriftet, og især ”klassiker-projektet” med danske oversættelser af nogle af medie- og kommunikationsforskningens kanoniske tekster var en redaktionel genistreg. Det gjorde tidsskriftet endnu mere relevant for undervisere og studerende, og det var vigtigt.
Jeg var selv kort inde og vende i redaktionen, mens Kjetil ledede den, og skønt jeg kom længere og længere bagud med mine arbejdsopgaver og til sidst måtte kaste det fra mig, oplevede jeg aldrig andet end støtte og forståelse fra hans side. I dette tilfælde var støtten og forståelsen ikke fortjent, må jeg ærligt indrømme. Men Kjetil passede på andre, og han skærmede os – men måske glemte han at passe på sig selv? For han var drevet af en idealisme og et ønske om at gøre det så godt for alle omkring ham. Han var generøs med sin tid og med sit arbejde, men han sparede ikke sig selv. Han var en af de gode, og han vil blive savnet. Han bliver allerede savnet, kan jeg mærke på mig selv og på samtaler med gode venner og kolleger.
Jeg fik den umådeligt sørgelige besked om Kjetils død midt i SMiDs bestyrelsesmøde i tirsdags, og siden har jeg flere gange tænkt på én bestemt episode. Den udspillede sig på et institutseminar i Mölle i januar 2010, umiddelbart inden jeg påbegyndte arbejdet med mit ph.d.-projekt. Her betroede Kjetil mig, at selv som lektor lider man af imposter’s syndrome, så jeg skulle ikke lade mig gå på af den tvivl på egen berettigelse, vi alle oplever i mødet med universitetsverdenens mange lysende intelligenser. Det tog måske 10 sekunder. Men det øjebliks sårbar venlighed betød alverden for en ung og nervøs forskerspire, og dét vil jeg huske Kjetil for.
Kjetil efterlader sig kæresten Dorthe og datteren Silje. De skal vide, at vi er her for dem, når de har brug for det.
Resten er stilhed. Æret være Kjetil Sandviks minde.
/Aske Kammer, formand for SMiD, 23. august 2018