Hard times and a hard paywall in Kerteminde

On Saturday, one more Danish news website went from free to fee and launched digital subscription. The news website in question is that of Kjerteminde Avis, which is a hyperlocal one that serves the public of Kerteminde in the north-eastern corner of the Funen (approximately 24,000 citizens).

The outlook for the subscription model bringing economic salvation to the pressured local could be better, but American research as well as the development i Northern Norway can lead to cautious optimism.

Like other local or regional news websites, Kjerteminde Avis uses the hard paywall. Subscription now costs 20 DKK per month or 50 DKK for three months.

Being founded in 1879, Kjerteminde Avis has a long history. However, the last couple of years have been characterized by a transition to web-only publication, frequent shifts of editors-in-chief, and serious economic challenges; last year, the news website asked its readers for donations in order to make ends meet. The news website carries ads, predominantly from local businesses.

Donations and advertising, however, seem not to have been sufficient, and so the time has come for implementing proper digital subscription. In a situation of intense economic stress, that decision is understandable.

The news website aims at reaching 1,600 digital subscribers. That’s approximately seven percent of the population, and it’s an ambitious goal. Even if the news website succeeds in reaching that goal, however, it will be difficult to make the news production in Kerteminde economically viable. According to an earlier article in Kjerteminde Avis, the costs of producing the news website is a little more than 60,000 DKK per month. 1,600 subscribers and the current level of advertising will find only barely cover that expense. It will be an extremely tight budget where there’s no room for unexpected expenses or editorial development.

However, Kjerteminde Avis can find support in an experimental study from 2012. Here, Cook and Attari compared news users’ attitudes to the launch of digital subscription when told, respectively, that the subscription was justified in terms of building profits or of securing the survival of the news website in question. The results of the study suggest that users are more likely to accept digital subscription when the news medium communicates that it’s caused by questions of survival.

In its campaign leading up to the launch, Kjerteminde Avis has mentioned its dire economical situation repeatedly.

Furthermore, the small Funen news website can find comfort by looking north. In the Northern parts of Norway, hyperlocal thrive to such an extent that you can speak of a divided media marked.

On the one hand, there are the large newspapers published by national and transnational corporations. And on the other hand, there are small, hyperlocal newspapers that are only published to a very geographically limited audiences and that are owned locally. In their constellation, size, and target groups, these newspapers are very much like Kjerteminde Avis. In a study of this divided media market, Holand argues that the success of the hyperlocal newspapers is caused by support from the local community as well as public subsidies.

And that leads me to the reason why there could be hope for Kjerteminde Avis. The two sources for revenues used by the Norwegian newspapers are namely also the ones that it pursues: the support from local citizens (in terms of subscription) and local advertisers, and support through public subsidies. Later this Spring, the Danish Agency for Culture will announce who gets these subsidies in 2014, and Kjerteminde Avis has applied.

A few years ago, I interview the then editor-in-chief of Kjerteminde Avis for my PhD dissertation. He compared Kjerteminde Avis to the small village in the Asterix cartoons – the village that kept on fighting despite bad odds and a changing world order. The odds have not improved since then, and the hyperlocal news website might not get any more second chances it the economy does not get better (or at least stabilized) now. But as the research shows, that might not be impossible.

This post was written before the launch of the digital subscription on Saturday. However, Saturday afternoon, Kjerteminde Avis announced that it had reached 150 paying subscribers.

This post was originally published on my (now defunct) other website Paywall Watch. A Danish-language and slightly edited version was published on MediaWatch today.

Journalism’s struggle for legitimacy

New post on MediaWatch (behind paywall and in Danish):

Journalistikken kæmper for sin egen legitimitet

Når DR sætter Martin Krasnik til skyde skarpt mod sin egen chef om exitpoll-fadæsen, er det et eksempel på, hvordan medierne i stigende grad kæmper for at forsvare deres egen troværdighed, skriver Aske Kammer, ph.d. og ekstern lektor.

Den famøse exitprognose, som DR offentliggjorde ved sidste uges kommunalvalg, har fået megen opmærksomhed i medierne: Den ramte langt forbi det endelige valgresultat, kan have påvirket vælgerne og gav ikke mindst Socialdemokraternes formand fejlagtigt stof til en taber-tale

Men exit-fadæsen rummer også et andet perspektiv: Efterdønningerne er blevet endnu et eksempel på, hvordan medier og journalister i stigende grad kæmper aktivt for deres troværdighed.

Dagen efter kommunalvalget interviewede Deadline-vært Martin Krasnik DR’s daværende nyhedschef (og altså Krasniks egen chef) Jakob Kwon om sagen. Og Krasnik gik til stålet med særdeles kritiske spørgsmål.

Interviewet blev selvfølgelig nævnt på både sociale og traditionelle medier (det vanlige ”Sådan, Krasnik!”, osv). Men de mere principielle fortolkninger er blevet forbigået.

Journalistikken og nyhedsmedierne er magtfulde institutioner. De er borgernes primære bindeled til den politiske offentlighed, og kan (og skal) sætte spot på urent trav hos de formelle og uformelle magthavere.

I bogen ’Hvor kommer nyhederne fra?’ fra 2009 fremfører mediejournalist Lasse Jensen dog den kritik, at medierne glemmer at rette kanonen mod en vigtig magthaver: Journalistikken selv. Der skrives meget om mediernes strukturer, økonomi, osv., men meget lidt om selve journalistikken, skriver Jensen.

Det kan der være mange gode grunde til. Men det ændrer ikke ved, at det har været uklart, hvem (om nogen) der har vogtet vogterne. Der har naturligvis været Pressenævnet, men dets rolle og ikke mindst (mangel på) slagkraft har været en tilbagevendende debat i mediebranchen – og kritik fra politisk hold.

2013 har imidlertid budt på flere bemærkelsesværdige eksempler på, at journalist-standen vender det kritiske blik mod andre journalister:

Hos Zetland skrev Ida Nyegård Espersen en single om BT’s redaktør Simon Andersen, hvor sammenblandingen af private, professionelle og politiske interesser blandt journalister blev fremhævet.

I fagbladet Journalisten skrev Rune Skyum-Nielsen og Emil Ellesøe Ditzel i en særdeles kritisk artikel, hvordan Dan Tschernia angiveligt kørte TV 2 Lorry lige på kanten af reglerne.

I kølvandet på Krasniks meget omtalte interview med formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, interviewede TV 2’s Poul Erik Skammelsen som gæstevært på Deadline Krasnik om journalistisk metode og rimelighed.

Og nu udspørger Krasnik altså sin egen chef uden at lægge fingrene imellem.

Disse eksempler er ikke blot interessante, fordi de giver et indblik i en kulørt, magtfuld og lukket medieverden. De er også interessante i en større sammenhæng, fordi de kan ses som eksempler på journalistikkens kamp for at fastholde sin legitimitet.

Når politikere og andre magthavere konstant udfordrer journalisternes arbejde, angriber det mediernes vederhæftighed. Jyske Banks aggressive strategi i forhold til DR’s dokumentarserie om skattefifleri er et aktuelt eksempel. Selvom det ligger i journalistikkens DNA stille spørgsmål til andres troværdighed, så tærer det alligevel, når der offentligt og ved gentagne lejligheder sættes spørgsmålstegn ved mediernes egen troværdigheden.

Som jeg ser det, kan de kritiske portrætter og historier om journalistikken, dens personer og virksomheder, forstås som et tegn på, at medierne er blevet sig dette bevidst: De er nødt til at forsvare deres egen legitimitet. De må åbne op og vise sig villige til at underkaste sig selv og sine egne den samme behandling, de samme krav om transparens, som de udsætter andre for.

På den måde er den kritiske journalistik om journalistik ikke kun samfundsrelevant stof, der forholder sig til en af de magtfulde institutioner. Det er også små fægtninger i kampen om, hvilken plads og legitimitet journalistikken fremover kan påberåbe sig

From journalism to paparazzi reality

New post on MediaWatch (in Danish and behind paywall):

Fra journalistik til Paparazzi-reality

Ekstra Bladets nye web-tv-format ‘Paparazzi’ er endnu et eksempel på, at aviserne går ud over kerneydelserne for at hente læsere. Og kommercielt rummer 24-timers kendis-format interessante perspektiver.

Ekstra Bladets nye tv-satsning ’Paparazzi’ er et web-tv-format, hvor en kendt person i 24 timer følges af et kamerahold, hvis optagelser streames live på Eb.dk.

Det er altså et format, der lokker med at give et blik ind i den ægte privatsfære bag facaden. Som sådan har det meget til fælles med populære reality-formater på de kommercielle tv-kanaler – ikke mindst ’Haps! Du er fanget’ på Kanal 4 og Kanal 5, hvor værtinden Annette Heick lænkede sig sammen med andre kendte og fulgte dem i tykt og tyndt. Første afsnit af ’Paparazzi’ er næsten reality i anden potens; første “offer” er nemlig – meget symptomatisk – Mascha Vang, der i sin tid blev kendt ved at deltage i 1. sæson af ’Paradise  Hotel’.

Det er på flere måder interessant, at Ekstra Bladet producerer et format som ‘Paparazzi’. Helt overordnet er det et tydeligt eksempel på, hvordan nyhedsorganisationer i disse år bevæger sig væk fra kerneydelsen og begynder at varetage medieproduktion i bredere forstand. Tiden, hvor en redaktion blot lavede dagens avis, og så var det det, er endegyldigt forbi.

Vi har i mange år set nyhedsorganisationer sprede deres aktiviteter bredt – ofte ud over områder, der ikke er strengt nyhedsrelaterede, men fungerer som annonce- eller trafikheste. JP/Politikens Hus har således andele i Bilzonen og har netop opkøbt hele Jobzonen, mens Berlingske Medias driver Sweetdeal, hvor kunderne kan få rabat på alt fra hårkure til kroophold.

Men det er alligevel noget nyt, at en avisredaktion udvides med en decideret underholdningsgren, som ’Paparazzi’ synes at være udtryk for.

Udvidelsen synes at give særligt god mening i et kommercielt perspektiv. Selvom produktionen af ’Paparazzi’ sandsynligvis er relativt bekostelig, er den for det første med til at cementere Eb.dk’s førerposition inden for dansk  web-tv. Flere mediebureauer forventer, at netop web-tv fremover vil blive et fremtrædende element på netaviserne, og at det er her, annoncemidlerne i vid udstrækning kommer til at ligge.

I en branding-sammenhæng er det næppe helt tosset at satse på web-tv, der kan trække et større publikum til siden. Ifølge Ekstra Bladet selv har premiere-udgaven således været i kontakt med brugere over 250.000 gange, hvilket må siges at være ganske pænt.

For det andet kan de 24 timers optagelse klippes op og pakkes til en lang række mindre artikler, der hver især kan generere trafik på netavisen. Vel at mærke trafik, hvor publikum bliver længere på siden end ellers. Der er altså tale om en form for økonomisk ræsonabel synergi-strategi, hvor det samme indhold kan genbruges og præsenteres flere gange i forskellige indpakninger.

Og for det tredje sender Ekstra Bladet med et tiltag som ’Paparazzi’ et klart signal til de andre aktører inden for kendis-/sladder-mediemarkedet om, at det ikke er et område, man har tænkt sig at overlade til de kulørte ugeblade (der dog ligesom de trykte aviser taber læsere såvel som oplag) og blogs.

Det kan måske være nødvendigt med et sådan signal i en tid, hvor blogs i hvert fald internationalt synes toneangivende og stjæle sladdertrafik fra de etablerede medier, og hvor Danmarks førende sladderblad ’Se og Hør’ opruster digitalt med Ekstra Bladets tidligere redaktionschef Niels Pinborg som ny mand i chefstolen.

Can Bezos save The Washington Post?

New post on MediaWatch (in Danish and behind paywall):

Kan ny Washington Post-ejer redde overskuddet – og journalistikken?

Jeff Bezos’ opkøb af avisen The Washington Post rummer et stort forretningsmæssigt og publicistisk potentiale for avisen, skriver ph.d. Aske Kammer.

Gårsdagens helt store samtaleemne i mediebranchen og blandt analytikere var uden tvivl, at internetboghandlen Amazons grundlægger Jeffrey Bezos havde købt en af amerikansk journalistiks mest legendariske organisationer, avisen The Washington Post.

Avisen er, som blandt andre magasinet The Atlantic meget fint beskriver det, en institution i amerikansk og international presse – for ikke at nævne det amerikanske demokrati. Nu ejes den af en af it-økonomiens centrale skikkelser, og det er måske slet ikke så dumt.

At en mand som Bezos køber den hæderkronede, men økonomisk pressede avis, har overrasket. Med Amazon har Bezos skabt sig en formue på digitalt salg (han vurderes at være god for 25 mia. dollar), men bortset fra et større indskud i Business Insider tidligere på året han har ingen baggrund i nyhedsbranchen og ingen erfaring med journalistisk produktion.

På den måde minder hans opkøb af The Washington Post på overfladen om den danske it-iværksætter Morten Lunds engagement i gratisavisen Nyhedsavisen i 2007-2008, selvom skalaen naturligvis er en helt anden.

Lunds aviseventyr kostede ham efter sigende godt 100 mio. kr. og fik ham i sidste ende erklæret konkurs (efter avisen var gået samme vej).

Men ligeså uventet, Bezos’ opkøb af Washington Post var, lige så kommercielt fornuftigt kan det meget vel vise sig at være –  ikke mindst for avisen, der som alle andre aviser kæmper med at flytte omsætningen fra print til digitale produkter.

Overtagelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for både The Washington Posts forretning og journalistik.

Det nok mest interessante punkt ved overtagelsen findes i mødet mellem det gamle avismedie og den nye it-/tech-økonomi, som vil blive fulgt nøje på direktionsgange både herhjemme og internationalt.

Avisbranchen har haft notorisk svært ved at omstille sig og finde en forretningsmodel, der for alvor kan fungere i en digital sammenhæng. Washington Post har i høj grad forholdt sig afventende og har først i juni i år indført en betalingsmur – længe efter mastodonter som Financial Times, Wall Street Journal og New York Times tog skridtet.

Mena avisens nye ejer, Bezos, står omvendt bag et foretagende, der i høj grad har været proaktiv på det digitale område og formået at gøre e-handel til en lukrativ forretning.

En af nøglerne til Amazons efterhånden bragende succes er evnen til at kunne målrette varer til kunderne. På baggrund af enorme datamængder om købsmønstre og avancerede algoritmer, er Amazon i stand til altid at anbefale en række bøger, som andre, hvis indkøbsliste ligner din, også har købt – og derved øge sandsynligheden for, at du også køber disse bøger.

Der kan sandsynligvis være en gevinst i at bruge en variation af denne form for effektiv data mining og kundeorientering i The Washington Posts online forretning.

Dermed ikke sagt, at erfaringer fra bogsalg uden videre kan overføres til journalistik. Der er en verden til forskel på at sælge bøger, som potentielt kan have et meget langt liv på markedet, og at sælge nyheder, hvis friskhed forgår anderledes hurtigt. Jane Austens bøger sælges stadig i store oplag, men gårsdagens nyheder er svære at tjene noget som helst på.

Både på The Washington Post og i avisbranchen generelt har den undersøgende journalistik åbenlyst lidt under fraværet af bæredygtige forretningsmodeller, hvor hurtige og billige nyheder er blevet en udbredt fremgangsmåde.

Hvis Bezos’ åbne brev til The Washington Posts ansatte står til troende, vil der imidlertid under hans ejerskab være ressourcer til både at sætte tempoet ned, når det er nødvendigt for at få den rigtige historie på den rigtige måde, og til at ”følge historien uanset omkostningerne”.

Det ligner en trosbekendelse til klassiske publicistiske dyder, som avisens journalister nu får rum til at efterleve.

Ifølge både The Washington Posts lange (og behørigt positive) portræt af sin nye ejer og andre kilder besidder Bezos en række karaktertræk, som for mig at se kan understøtte netop dette fokus på journalistisk revitalisering: Han er tålmodig og tænker langsigtet strategisk. Og han er tilsyneladende ikke bange for at køre med underskud i en længere periode, hvis det på længere sigt kan føre organisationen og forretningen det rigtige sted hen.

På dette punkt adskiller han sig fra en række af de holding-selskaber og kapital- og investeringsfonde, der de seneste par årtier har købt sig ind i nyhedsbranchen (blandt andet herhjemme ved først Orklas og siden Mecoms opkøb af Berlingske) for at få fingrene i de tocifrede afkastsgrader, som finanskrisen og den generelle flugt fra printmedier imidlertid efterhånden har gjort kål på.

På dette punkt adskiller Bezos’ ejerskab sig dog ikke i udgangspunktet fra det familieejerskab, The Washington Post har været under i fire generationer. Men man kan forestille sig, at Bezos måske vil være bedre end familien Graham til at forstå og imødekomme de udfordringer, der kan være ved at agere på et digitalt marked.

På den måde kan Bezos’ opkøb af The Washington Post give anledning til forsigtig optimisme for, at avisen gennem en kombination af avisbranchens publicistiske idealer og en it-milliardærs evne til at skrue en velfungerende digital forretningsmodel sammen kan blive et pejlemærke for en kriseramt nyhedsindustri.

Who will pay for online news?

Today, MediaWatch has published a new article by yours truly (in Danish) about the possible audiences for online news behind paywalls:

Hvem skal aviserne sælge netnyheder til?

Forskning viser, at  de unge læsere er en god og en dårlig nyhed for netaviserne med betalingsmure, skriver ph.d. Aske Kammer.

Efter lang tids forberedelse har Politiken i dag trykket på knappen og rejst en betalingsmur omkring deres netavis, Politiken.dk. Dermed er indholdet på de fleste store danske netaviser nu–  i varierende grad – låst inde, ude af rækkevidde for alle os, der ellers har nydt godt af den gratis adgang til online-nyheder siden netavisernes gennembrud i Danmark i sidste halvdel af 1990’erne.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad nyhedsorganisationerne kan forvente sig af betalingsmurene – og det vender jeg tilbage til efter et kort overblik.Men lad det opmuntrende være sagt allerede her i indledningen: Ny forskning peger på, at en specifik gruppe af læsere faktisk er indstillet på at betale for online indhold.

Overordnet kan man skelne mellem tre arkitektoniske stilarter inden for betalingsmure:

  • Den første er den såkaldte metered model, som New York Times er det prototypiske eksempel på. Her er et vist antal artikler gratis for de enkelte læsere i løbet af en vis periode, men hvis de vil vide mere, skal der købes adgang. Det er den model, Politiken.dk kommer til at køre efter. Berlingske arbejder med samme model men har efter lidt startvanskeligheder udskudt rejsegildet et par måneder.
  • Den anden model er den premium-model, som Jyllands-Posten og Ekstra Bladet bruger. Her skal der betales for ekstra indhold af særlig høj kvalitet (dybdeborende journalistik, multimedie-præsentationer, Side 9-piger, osv.). De to aviser understreger, at nyhederne forbliver gratis, mens alt andet koster.
  • Og endelig er den tredje model den ”hårde betalingsmur”, som lokalaviserne i Midtjyske Medier benytter. Her kræver al adgang til netavisernes indhold som udgangspunkt betaling.

Politiken og de andre aviser befinder sig imidlertid, med al respekt, ikke i samme internationale kategori som New York Times – de har eksempelvis ikke et globalt digitalt publikum – og det store spørgsmål er, hvad der nu kommer til at ske.

Kommer betalingsmurene til at generere en højst tiltrængt omsætningsindsprøjtning til de danske nyhedsorganisationer, eller vil de først og fremmest holde læsere ude?

Formår nyhedsorganisationerne at balancere det fald i web-trafik, man alt andet lige må forvente, med den øgede indtægt pr. betalende læser, betalingsmurene vil medføre?

Disse kernespørgsmål for forretningsmodellens fremtid er der, mig bekendt, endnu ikke erfaringer nok til besvare endegyldigt.

En relativ ny undersøgelse giver dog et fingerpeg om, hvad nyhedsorganisationerne kan forvente af betalingsmurene.

Der er tale om et studie, der er udført af de to amerikanske forskere Hsiang Chyi og Angela Lee.

Studiet viser, at særligt to forhold hver især har en ganske positiv afsmitning på betalingsvilligheden ved online indhold.

Den første er alder: Yngre voksne (18-34 år) er nemlig mere tilbøjelige til at ville betale for online indhold (herunder nyheder) end ældre aldersgrupper. Og eftersom de unge jo vokser op og bliver ældre og forbliver mediebrugere i længere tid end dem, der nu er ældre, kan dette forskningsresultat tolkes således, at medieorganisationerne på længere sigt vil få et mere betalingsvilligt publikum.

Det andet afgørende forhold er interessen for nyheder i det hele taget: Folk, der i forvejen har en stor interesse for nyhedsstof, er nemlig mere tilbøjelige til at acceptere at skulle betale for online-nyheder end andre (hvilket måske ikke i sig selv er vældigt overraskende).

I kombination med pointen omkring alder stiller dette andet forhold imidlertid nyhedsorganisationerne i et dilemma. For unge mennesker er, som forskerne også skriver, desværre normalt mindre interesserede i nyheder end andre dele af befolkningen. Så dem, der egentlig er mest positive overfor at betale for indhold på web og internet, er samtidig kun i ringe grad interesserede i i første omgang at læse nyheder online. Men hvis de var det, ville de gerne betale.

De konkrete erfaringer med betalingsmure er forskellige, og der hersker stadig tvivl om, hvorvidt de kan løse nyhedsorganisationernes økonomiske udfordringer. Men hvis Chyi og Lee har ret, kan en løsning måske ligge i at gøre de unge voksne mere interesserede i at læse nyheder på nettet – som den amerikanske mediekommentator Ken Doctor siger i dagens udgave af Politiken: ”Jeg anbefaler alle at begynde at lave aggressive planer for at skaffe nye og yngre læsere”.

Det ser nemlig ud til at være dem, der i videst udstrækning vil kunne finde på at finde Dankortet frem i første omgang, hvis de besøger netaviserne.

Analysis on the Boston coverage published

As if teaching three courses at the University of Copenhagen and preparing for the public defence of my PhD dissertation News on the Web: instantaneity, multimodality, interactivity, and hypertextuality on Danish news websites on May 3, 1pm, wasn’t enough, I’ve recently been affiliated with MediaWatch as a columnist.

MediaWatch is a Danish website with news and analysis of the media sector, and my job will be to provide short analyses of current developments in the media business – as seen from an academic point of view. I will write an article every month, give or take.

My articles will be published behind a paywall, but as a part of the deal with MediaWatch, I’ve got the rights to publish my articles here on the blog. They are, however, in Danish, so my international audience (which probably amounts to a total of 2-3 persons) will have to use Google Translate.

Anyway, here is the my first article (in Danish):

Bosten-dækning: Almindelige mennesker har også brug for en redaktør

Dækningen af bomberne i Boston er et godt eksempel på, hvordan crowdsourcing på sociale medier er ekstremt værdifuldt for medierne – og hvordan det kan løbe løbsk, hvis det ikke redigeres og sorteres, skriver Aske Kammer,  ekstern lektor, KU.

Dækningen af de dramatiske begivenheder i Boston tjener som et godt eksempel på, hvordan almindelige mennesker på én gang kan bidrage substantielt til dækningen af en stor begivenhed og køre den helt af sporet.

I det digitale mediemiljø, hvor informationsindsamling og nyhedsformidling ikke længere er forbeholdt de etablerede medier, viste efterspillet fra terrorbomberne nemlig både de bedste og de værste sider af publikumsdeltagelse. Fra konstruktive bidrag til decideret skadelig og ødelæggende selvsving over forkerte oplysninger. Forskellen på de to eksempler: Et redigerende medie, der sorterer og filtrerer informationen.

Det bedste fandt sted på eksempelvis den amerikanske nyhedstjeneste Breitbarts live-blog om menneskejagten på den sidste af de to mistænkte.

Her blev billeder og information, som almindelige mennesker lagde ud på medier som Twitter og Facebook, omhyggeligt inkluderet i den løbende beskrivelse af begivenhedernes gang.  Det gav publikum adgang til detaljer, medieorganisationerne ellers ikke kunne have fået fat på – resultatet var en mere detaljeret og bredere dækning af en sag, der havde offentlighedens store interesse.

Dette kommer måske tydeligst til udtryk i de billeder, der blev sendt ud af Twitter-profilen Shawna England af et hus omringet af svært bevæbnede anti-terror-politifolk. Disse billeder er i skrivende stund re-tweetet ikke mindre end 13.753 gange, heraf mange af de etablerede medieorganisationer.

Begivenhederne i Bosten viste dog også, hvordan sociale medier kan forurene dækningen med information, der ikke bare er ligegyldig men i værst fald også forkert og direkte skadelig.  I kølvandet på bomberne, gav nettet plads til de mange borgere, der gerne fra sidelinjen vil hjælpe med deres eget opklaringsarbejde –  ikke bare det journalistiske, men også politiets.

Brugere på Reddit (en social nyheds- og underholdningsside) mente nemlig at have fundet frem til gerningsmændene bag bombeterroren ved at scanne politiradioer og udføre online detektivarbejde.  Indsatsen medførte, ifølge kommentatoren Ryan Chittum i Columbia Journalism Review, selvtilfredse kommentarer og konklusioner som “Dang, put the old media to shame!.” og “This is historic Internet sleuthing.”

Problemet var bare, at det var den forkerte mand – en forsvunden studerende på MIT-universitet – de havde fat i, og at en uskyldig person dermed blev udråbt til terrorist…

Der er tale om to eksempler på crowdsourcing. Altså på at offentligheden og al den viden og indsigt, almindelige mennesker ude i virkeligheden sidder inde med, lægges sammen og derved skaber et mere fyldigt billede, end det enkelte individs – eller medies – perspektiv kan. Men hvor det ene viste, hvordan crowdsourcing under en grad af redaktionel kontrol og med en vis målrettethed kan fungere, illustrerer det andet, hvordan det at løbe med en halv vind kan udvikle sig til en ustyrlig medietornado.

 

Disclaimer: MediaWatch is owned by JP/Politikens Hus, which also owns several of the newspapers and news websites I analyze and deal with critically in my academic work. This could cause a conflict of interests, but as 1) I have total freedom with regards to what I write, and 2) my only payment from MediaWatch is free access to their other articles, I don’t think that will be a problem.