Digital journalistik

(The book is in Danish, and so is this page.)

Digital journalistik er et relativt nyt fænomen, der på én gang udfordrer og viderefører journalistikken, som den har set ud gennem det seneste århundrede. For digital journalistik omfatter brugerdeltagelse, deadlines hvert 5. minut og mediekonvergens såvel som traditionelle redaktionelle rutiner og klassiske journalistiske værdier. På den måde er det en paradoksal størrelse, der spænder over både forandring og kontinuitet, og som fortsat rummer et stort udviklingspotentiale i det digitaliserede samfund.

Jeg giver i bogen Digital journalistik en kort og letlæst introduktion til den digitale journalistik og dens formater, forandringer og forretningsmodeller. Fokusset er primært på danske forhold, men der inddrages også eksempler fra den internationale medieverden. Så den kommer omkring Berlingske, Ekstra Bladet og Zetland såvel som New York Times, Verdens Gang og Tuscaloosa News.

Bogen er især rettet mod medie-, journalistik- og kommunikationsstuderende – men også mod alle andre, der er interesserede i journalistikken og den udvikling, den gennemgår i den digitale tidsalder.

Digital journalistik er udgivet af Forlaget Samfundslitteratur som en del af deres serie Kort og præcist om medier og kommunikation og kan købes gennem forlagets boghandel Academic Books og alle andre steder.

 

Bogen er anmeldt grundigt, konstruktivt kritisk og positivt af Lars K. Jensen. Og så er jeg blevet interviewet om den i Bryggebladet (side 25).

 

Bogens data:

  • Forlag: Samfundslitteratur
  • Udgivet: 2018
  • Sider: 110
  • Sprog: Dansk
  • ISBN: 9788759319499
  • Vejledende udsalgspris: 118 kr.